PROJECT LIFE | Uge 13 2014

Da jeg kom på arbejde i tirsdags og skulle åbne bemandingsplanen, åbnede jeg uge 14, for jeg havde jo lige lavet uge 13 i Project Life. Det gav absolut ingen mening, at den ikke passede med datoerne. Indtil jeg indså, at jeg ikke blot havde skrevet forkert uge nummer på i sidste uge, men ingen havde heller ikke bidt mærke i min fejl. Så her er min uge 13 - endnu en gang. 

Det var endnu en uge uden de store begivenheder. Faktisk var ugens optur, at jeg fik scoret billetter til en Christian Brøns koncert. Med kun 40 billetter udbudt var det mere held end noget andet at det lykkes - og jeg glæder mig så meget. Vi har set ham i koncert flere gange før og senest var det i DRs lille koncertsal, hvor vi kom helt tæt på. Det ser ud til, at vi denne gang kommer endnu tættere på. Han er fantastisk live. God i studie versionen, forrygende i live versionen. 


Jeg har haft ekstremt ondt i ryggen denne uge og jeg vidste, at på en eller anden måde skulle det med, da det har fyldt rigtig meget. Jeg endte med at bruge et screenshot af en sms samtale mellem min mand og jeg. Samtidig så illustrerer den meget fint en daglig tilbagevendende begivenhed i vores liv. SMS'en, der fortæller, at nu er Flemming endelig på vej hjem - og nå ja, det faktum, at selvom jeg arbejder i butik, er det primært Flemming, der køber ind. Når jeg har fri, så har jeg altså fri og så magter jeg sjældent at tage turen gennem butikken for at handle ind.

Jeg har ikke gang i så mange billeder denne uge. Til gengæld fik jeg taget et nyt ynglingsbillede af Buller. Han kender godt kameraet og præcis som min mand efterhånden er opdraget, så poserer han ligeså snart han ser det. Derfor er det usædvanligt at få et billede af ham, når han bare slapper af. Han var vist også ekstremt træt efter en gang hundetræning. 


Men uden de store begivenheder eller mange billeder måtte jeg ty til lidt flere journaling cards. Denne uge har jeg brugt kort fra One Little Bird & Pink Reptile Designs. Især dem fra Pink Reptile med kameraet og hunden er jeg helt vild med. De giver lidt ekstra til siderne og pludselig gør det ikke noget, at det er lidt fotoløst.

Selvfølgelig deler jeg også gerne et kort i denne uge. Nu gik vi jo desværre over til sommertid. Jeg skriver desværre for det er den tid på året jeg kæmper allermest. Jeg har et indbygget vækkeur, der vækker mig på omtrent samme tidspunkt hver dag (også i weekenden). Så når nogen pludselig stjæler en time fra mig, går jeg helt i baglås og er i en zombie tilstand et par uger derefter.

For at hente kortet, så klik på det så det bliver stort og så kan du vælge højreklik - gem som. Så gemmer det som PNG fil til din computer.


Vi ses i næste uge!

1 kommentarer:

PROJECT LIFE|Uge 13 2014

Jeg startede året ud med at lave Project Life i en lettere alternativ hybrid udgave, men jeg burde have vidst bedre. Jeg er bare ikke til hybrid projekter, der har deadlines. Det gik fint i starten, men så begyndte jeg at springe over fordi jeg ikke lige kunne overskue at skulle printe hele tiden. Hele sider blev også lavet om, fordi jeg ikke lige var tilfreds med placeringen af en eller anden lille detalje. Hele tiden sad jeg og længdes efter min ctrl+z i Photoshop Elements og det var ikke længere nogen fornøjelse. Hvis ting ikke er sjove, så gider jeg dem sjældent længe af gangen. Lidt ligesom at støvsuge eller endnu værre - pudse vinduer. Det blev til sidst så stor en byrde i mit liv, at jeg helt holdte op med at tage billeder for en periode.

Derfor er jeg fra uge 13 tilbage i den digital version. Jeg har endnu ikke besluttet mig for om jeg går tilbage og laver noget for de første 12 uger eller om jeg bare skal acceptere, at albummet bliver den smule mindre. Lige nu gider jeg hvert fald ikke stresse over det. 


Jeg har fjernet en masse tekst på denne side. Der var ikke lige nogen grund til at smide overvejelser omkring min jobsituation på nettet. Det er endnu en af de skønne ting ved digitalt - det er nemt at udelade det som ikke hører hjemme til offentlig skue.

Flemming og Buller har gået til hundetræning med mange af de samme siden vi fik Buller for 7 år siden. Denne weekend var der hundetræf ved Maxi Zoo og jeg fik endelig muligheden for at møde mange af dem som jeg har hørt omtalt hver lørdag i 7 år. Der var dog også kendte ansigter (både hunde og mennesker), da svoger og hans skønne Golden, Summer, også var der.


Vi kom rigtig langt med kontoret i weekenden. Faktisk så langt, at jeg har fået rykket computeren tilbage på sin plads og lige nu sidder og nyder ikke at sidde i køkkenet med den. Men det er stadig langt fra færdigt. Det er detaljerne mest, der mangler og de er helt min egen hovedpine. Flemming havde så meget bøvl med at få skåret bordpladerne til, at jeg hvert fald ikke skal udsætte ham for mere - foreløbigt! Det er skønt endelig at have fundet en fast plads til symaskinen. Jeg håber den daglige påmindelse vil få mig i gang med at lære at bruge den. Kontoret er alt i alt blevet et sted med rigelig plads til kreative sysler, trods den lille størrelse og jeg glæder mig til at tage det hele i brug. 

Weekenden sluttede med et højdepunkt i form af den nye Veronica Mars film. Her i huset er vi kæmpe fans af serien og jeg har fulgt filmens tilblivelse tæt på de sociale medier og nærmest talt ned til vi endelig fik den at se. Jeg var måske en lille smule skuffet for filmen bærer tydeligt præg af at være sponsoreret på alle leder og kanter, men det var dejligt at være tilbage i Neptune for et par timer.

Så det var uge 13 som tydeligvis var rimelig stille med undtagelse af weekenden, men sådan er langt de fleste af vores uger. Vi arbejder ugen lang og så pakker vi vores weekender med opgaver og oplevelser. Mon ikke det er sådan for de fleste?

Kryds fingre for, at nu jeg er tilbage i den digitale version, er min kamerapause endegyldigt over. Jeg har hvert fald savnet det. 
Jeg har brugt en baggrund fra Lynne-Marie, men ellers er tingene skabt hen af vejen. Så i tilfælde af, at der er nogen, der vil bruge kortet med citatet så er det her. Bare klik det stort og så gem det på din egen computer. Det er gemt i PNG så det skulle være lige til at klare.


0 kommentarer:

recent posts