PROJECT LIFE | Uge 15 2014


Endnu en uge, hvor tiden fløj afsted og vi fik endnu et bevis på at hele vores liv foregår i weekenderne. Selvfølgelig var der en enkelt koncert i ugens løb, som nok var ugens højdepunkt. Jeg siger det samme hver gang vi hører Christian Brøns live, men det her var altså den bedste koncert ever! 

Jeg har ændret lidt på skabelonen denne gang. Blandt andet for at fremhæve et foto og så selvfølgelig tegningen af vores baghave som jeg håber den vil tage sig ud, når sæsonen slutter, men det har altid været et langsigtet projekt, da ingen af os har grønne fingre. Så nu må vi se, hvad der sker. Nu er der i det mindste blevet målt op og lavet en plan.

Vi brugte søndag på Avnø. Det var ekstremt koldt, da der var kraftig pålandsvind, men himlen var så fin blå, solen skinnede og vi nød alle tre rigtig at blive blæst igennem. Vores 'par'-selfie gik lidt bedre denne uge, men er også lige en påmindelse til mig om, at jeg virkelig trænger til et par nye solbriller.  Turen var samtidig en oplægger til en tur vi er nød til at tage senere på året. Jeg har slægtsforsket i et par år nu og min mormor voksede op på Knudshoved Odde lige syd for Avnø. Vi har tidligere talt om at gå turen, men jeg har måske ikke helt følt jeg havde kræfterne til den lange tur. I år skal det være, men det må blive uden Buller, da han nu er blevet for gammel til at tage turen.

Og her er så ugens ynglingsbilled og det er af flere grunde. Den oplagte er selvfølgelig, at det var den første badetur i år. Buller er fuldstændig tosset med at komme i vandet og vil det gerne hele året rundt, men vi forsøger at holde ham ude af det, når det er frostvejr. Den anden grund er bare selve stedet og deraf billedet. De mange forskellige strukturer og farver i himmel, hav og strand er et fuldstændig kaos, men sat sammen i et foto giver det så mange detaljer at finde. Det var muligvis koldt, men intet er så kønt, som et hav brudt af bølger.

Vi ses i næste uge!

0 kommentarer:

recent posts