PROJECT LIFE | Uge 17 2014


Jeg ved ikke helt, hvem der stjal tiden fra os denne uge, men den er hvert fald fløjet afsted og pludselig er det søndag aften og en ny uge truer. Flemming har haft ferie hele ugen og føler nok endnu mere end mig søndags tristheden. Og så måske alligevel ikke for på nær to dage i den forgangne uge har han arbejdet hårdt i haven og han ligner mere én, der trænger til ferie, end én, der netop har overstået næsten 14 dages ferie.


Selv mener han ikke han har nået noget hele ugen, men jeg er så imponeret over, hvor langt han er kommet. Mange vil nok mene vi er uhyggelig langsomme her i huset, men ting tager tid og vi er absolut ikke typerne, der rider samme dag som vi sadler. Der er stadig masser af arbejde foran os i haven, men det er tydeligt at se, hvor langt han er kommet. Jeg har kun haft i dag til at hjælpe og da jeg startede dagen med en hård træning og derefter slæbte træfliser i massevis, malede osv. så er jeg spændt på om mine arme overhovedet er noget værd i morgen. Oh well, den tid, den sorg. Heldigvis har jeg fri i morgen, men der er stadig flere fliser, der skal males og jeg ville egentlig også gerne lige have ordnet et bed eller to. Og så er der de nye roser jeg købte i dag som også skal pottes. Okay, nu tror jeg måske det er meget godt, at jeg valgte at trække mig tilbage for dagen.


Flemming havde fødselsdag i tirsdags og vi brugte dagen som vi foretrækker. Ude i naturen. Her stødte vi på denne lille fætter, der fik benene på nakken, da vi nærmede os. Halvvejs oppe i træet kiggede den sig tilbage og det var tydeligt på dens øjne, at den fulgte hver en bevægelse Buller gjorde. Den stakkel. Den skulle bare vide, at Buller ikke kunne være mere ligeglad så længe der er frisk luft og jord under poterne. Så er han mest lykkelig.
Som en lille sidenote og et meget godt billede på, hvad vi som regel ender med at bruge vores aftener på, har jeg også skrevet lidt om den serie vi ser for tiden. The Glades - med skønne, skønne Matt Passmore. Jeg ledte i mine kits efter et tv relateret journaling card og da jeg intet kunne finde og ikke ville bruge penge på det lavede jeg et selv. Så nup I det bare. Det kunne være I fik brug for det. 


Vi ses i næste uge!



0 kommentarer:

recent posts